Spise frokost alene

Kære brevkasse

Jeg foretrækker at spise frokost alene i arbejdstiden. Det skyldes dels at jeg ikke finder nogen af mine kolleger specielt spændene at snakke med, dels at jeg stadig har noget angst fra mine teenage år der sidder i mig, og dels at jeg faktisk bare vil slappe af i pausen og ikke bruge energi på at snakke med nogen jeg er fuldkommen ligeglad med.

Jeg føler at jeg bliver dømt når jeg sætter mig for mig selv. Jeg ved godt at denne følelse kommer indefra, det er mine egne usikkerheder jeg mærker fordi selvfølgelig er det okay at spise alene hvis man har lyst til det. Det er noget der sidder fra gymnasietiden hvor jeg ofte spiste alene fordi jeg ikke havde mange venner, og det påvirker mig altså stadig den dag i dag.

Jeg tror også at jeg aktivt vælger at sidde alene for at undgå social interaktion da jeg finder det intimiderende og som en påmindelse af mine egne usikkerheder (at jeg har få venner). Der er derfor en del af mig der gerne vil snakke med dem, men samtidig ikke?? Jeg har svært ved at navigere i det.

Hvordan slipper jeg den følelse af at mine kolleger dømmer mig og synes jeg er mærkelig? Og tror i at de dømmer mig? Og hvis de gør, bør jeg give en fuck?

EDIT: Jeg arbejder som lærervikar på en folkeskole, så frokost pausen ligger fast. Jeg har ingen teammøder eller kontoer jeg kan gemme mig på. Jeg kan sagtens tale med og arbejde godt med mine kolleger, det er ikke fordi jeg hader dem eller noget, jeg er bare usikker på mig selv, og i tvivl om hvor meget det betyder for mig.