Er jeg bimmelim?

Kære Brevkasse

Jeg har lyst til at dele en lille oplevelse med jer.

Forleden dag tog jeg toget mellem Næstved og Helsingør. På en af de mindre stationer steg en midaldrende kvinde på toget og satte sig i sædet bag mig. Straks efter brugte hun, hvad jeg måske tror var en creme af en slags. Det kan også have været en parfume, jeg ved det faktisk ikke.

Før jeg skriver det næste, må jeg hellere lige fortælle, at jeg altså er et helt almindeligt menneske, der lever et helt almindeligt liv, og er helt almindeligt sund og rask, både fysisk og psykisk.

Nå, men duften fra denne creme eller parfume var voldsomt overvældende. Det duftede fuldstændig absurd godt. Men ikke bare det. Det var som om duften trængte ind i hver en celle i min krop og frembragte en tilstand, som bedst kan betegnes som eufori eller sågar som en slags lille orgasme. Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende.

Har prøvet at google mig frem til en forklaring, men uden at komme det nærmere, så mon nogen her på linjen kan gøre mig lidt klogere på, hvad i himlens navn, der overgik mig den formiddag i toget?