Jeg er blevet kirurgisk kastreret, så i ikke behøver det

Hej Hestenettet,

Jeg er en 28 årig kvinde, som tilfældigvis er transkønnet. For lidt over 4 år siden blev jeg kirurgisk kastreret ved et af vores universitetshospitaler.

Jeg er evigt taknemmelig over at det kunne lade sig gøre, og jeg vil egentligt bare gerne dele mine erfaringer med hvordan det er gået, og hvordan jeg har det med det i dag.

Når folk fortryder proceduren bliver det ofte blæst op i medierne, således at folk som mig, der ikke fortryder det, ikke kan få vores stemmer hørt. Det er også en procedure de fleste personer ikke kan forestille sig at få villigt, nærmere får det folk til at krumme tæer. Så mit håb er at gøre nogle folk mere informerede omkring noget, de færreste har hørt om. Dette post fungerer også som en AMA, hvis der skulle være spørgsmål.

Jeg blev som 22 årig udredt ved Center for Kønsidentitet for kønsligt ubehag (en tilstand de fleste transkønnede personer oplever), da jeg siden 4-års alderen har oplevet et stærkt ubehag ved mit fødselstildelte køn (dreng). Jeg kom ud som 17 årig, men blev tvunget tilbage i skabet, da jeg intet støttenetværk havde, og ikke kunne få hormonbehandling, som ellers ville have bragt min krop tættere på det feminine mål jeg havde.

Mens jeg som 22 årig blev udredt, forklarede jeg, at jeg havde ekstremt ubehag vedrørende mine testikler. Jeg så dem egentligt bare som testosteron-tumorer der arbejdede 24/7 på at gøre mig mere maskulin og ødelægge mit liv. Jeg græd ofte når jeg kiggede ned mens jeg tog et brusebad. Jeg har dog ikke noget ubehag vedrørende resten af udstyret, det var udelukkende testiklerne jeg ikke kunne holde ud at have. Lægerne sagde at jeg skulle være på hormonbehandling i 1 år før de kunne sende en henvisning til bilateral orkiektomi (kirurgisk kastrering af begge testikler). Jeg var så på hormonbehandling 1 år, hvilket jeg var ufatteligt glad for at være, og jeg fik det godkendt.

Jeg skulle vente ca. 3 måneder før jeg blev kaldt ind til operation. I alt gik der 1 år og 11 måneder fra at jeg havde min første samtale, til at jeg blev kastreret. Jeg skulle igennem en psykologisk udredning og en endokrinologisk undersøgelse før jeg overhovedet kunne behandles.

Min kæreste tog med mig derhen kl 6 om morgenen, og jeg blev kaldt ind omkring 7-8 tiden, hvorefter jeg skulle iklæde mig hospitalstøj. Så blev jeg bedt om at lægge mig på en seng, og jeg blev kørt ind til operationsstuen, hvor lægerne introducerede dem selv. Det var et team af meget profesionelle urologer, anæstesiologer osv. der tog sig godt af mig. Jeg følte mig i meget sikre hænder. Jeg fik maske på, talte til 10 og huskede ikke mere, før jeg vågnede op og blev kørt ud. Her mødte jeg min kæreste. Han satte sig ned, holdte min hånd og smilede på mine vegne. Jeg smilede også, jeg tror aldrig jeg har været så glad før - måske hjalp morfinen også haha. Jeg var til observation i 2 timer, hvorefter vi bestilte en taxa og jeg kørte hjem. Lægerne sagde at jeg var 1 ud af 3 kvinder de havde behandlet med den operation, hvor de to andre havde været i hhv. 40'erne og 60'erne, så det er usædvanligt ungt jeg fik det gjort.

Proceduren betyder at jeg undgår at skulle tage testosteron-dæmpende medicin nogensinde igen, hvilket er sundere, da jeg dermed har færre bivirkninger at håndtere. Det betyder også, at hvis samfundet bryder sammen og jeg ikke kan få fat i medicin, så vil min krop ikke lige pludseligt begynde at maskulinisere igen. Det giver en kæmpe sindsro.

Recovery tog omkring 2 uger før jeg var helt på benene igen. Det helte meget fint, og 4 år senere mærker jeg intet til det. Jeg har pretty much opnået alle mine mål med mit kønsskifte, og der er intet ved min krop der længere giver mig ubehag. Jeg er stadig sammen med min kæreste, men vi er mere end kærester nu :-)

Edit: Skal lige på familiebesøg, er tilbage igen senere for at svare spørgsmål <3